Velkommen til mit galleri
Jeg har malet og tegnet gennem hele livet, og her kan du se et udvalg af mine værker. Jeg er oprindeligt uddannet formningslærer og har brugt forskellige af malerkunstens dicipliner. Først og fremmest akvarellen, som står mit hjerte nær. Men jeg har også malet akrylmalerier og tegnet med kul, blyant, tush og pastelfarver.
Mine motiver er meget varierede lige fra landskabsmalerier til personskildringer, portrætter, blomstermalerier og det klassiske stilleben. Du kan også se motiver, som jeg har fundet på mine rejser til bl.a. Ægypten, Grækenland og Spanien, som viser solvarme landskaber og kalkede huse.
Akvarelmaleri
En akvarel er måde at skabe et billede med vandfarver. Det er meget vigtigt, at man bruger det rigtige akvarelpapir, der er på 200 gram eller derover, da papiret skal være i stand til at suge farverne og stadig holde faconen. Jeg foretrækker akvarelfarver fra Winsor og Newton, da deres farver er transparente i modsætning til dækfarver. Jeg starter som regel med at skitse billedet op med en tynd blyant. Det er også vigtigt at bruge pensler i en god kvalitet for at kunne fordele farven jævnt.
Når man maler med akvarelfarver skal man have en sikker hånd. Man starter altid med de lyse farver og lægger de mørke farver på til sidst. Man kan ikke tage farverne af igen, så man kan ikke rette i motivet, uden at det bliver gnidret at se på. Man kan også gøre papiret vådt, inden man maler, så motivet bliver vådt-i-vådt.
Jeg bruger især akvarelfarver til at male landskaber og blomsterbilleder. Jeg maler live eller efter egne fotos.
Akrylmaleri
Nogle af mine billeder er malet med akrylfarver, der er vandbaseret. Akrylfarver egner sig især til store lærreder. De tørrer hurtigt og fordelen ved akrylfarver er også, at man kan rette i motivet. De er fuldtdækkende, så man kan male ovenpå. Især den hvide farve er god at rette med.
Jeg bruger især akrylfarver til store billeder. Motiverne spænder fra landskaber til opstillinger og masser af fri fantasi. Mange af mine eksperimenterende billeder er også malet med akryl.
Når jeg vælger et motiv, maler jeg meget ofte en serie på mellem 2 til 4 malerier af det samme emne. Mange maler i den samme stil, men jeg holder af at eksperimentere og udforske nye teknikker.
Stilleben og opstillinger
Mange af mine billeder forestiller stilleben. Det kaldes også opstillinger og nature mort. Princippet er, at man finder nogle ting og stiller dem dekorativt op på et bord. Her har man så sit motiv. Det kan fx være blomster, frugter og kander. Det er rigtig godt at øve sig på, men kan også blive til meget smukke motiver. Det er der mange eksempler på i den franske impressionisme. Paul Cezanne og Van Gogh har fx lavet mange malerier med stilleben.
Mange af mine opstillinger har jeg malet ”live”, det vil siger på stedet og i virkeligheden. Men jeg maler også efter mine egne fotos.
Kridt, kul, blyant og tusch
Kul, kridt og blyant er godt, når man tegner croquis, dvs. nøgne kroppe. Når man tegner mennesker, er det meget vigtigt, at man kender kroppens proportioner. Hovedet er fx en syvendedel af hele legemets størrelse. Hånden har samme størrelse som ansigtet. Fødderne har samme størrelse som underarmen. Mange laver fødderne alt for små. Øjnene sidder midt i ansigtet. Osv.
Når man tegner med tusch skal man have styr på sin skraveringsteknik. Det er en god ide at skitse motivet med en tynd blyant, inden man tegner med tusch.
Landskabsmalerier
Jeg holder meget af tage fotos i den danske natur, som jeg bruger til at male efter. Især træer, marker, skove, søer og havet elsker jeg at male. De franske impressionister holder jeg meget af, og jeg har altid været meget inspireret af deres måde af male på. Jeg bruger aldrig sorte farver i mine landskaber. Det gjorde de heller ikke.