Af Inger Harbom
Jeg elsker foråret, når frugttræerne begynder at blomstre. Først kirsebærtræerne og kort efter æbletræerne.
Blomstringstiden er dejlig og poetisk – og blomsterfloret fortæller os, at sommeren er nær.
Når kirsebærtræerne blomstrer
– det gør de i denne stund –
er det, som jorden rækker
himlen sin blomstermund
– Nis Petersen
I min have vokser tre æbletræer. Et, der er over 50 år gammelt og stadig giver mig lækre Cox Orangeæbler.
Et selvsået æbletræ vokser i hjørnet af haven og giver også Cox Orange.
I 2004 plantede jeg et æbletræ, som bærer saftige, røde æbler. Mit pæretræ er også ca. 50 år gammelt, men bærer kun hvert andet år.
Blommetræet blev plantet i 1970 og bærer saftige, gule blommer. Jeg har også et stort selvsået kirsebærtræ til glæde for fuglene.
Hvert år glæder jeg mig over mine skønne, blomstrende træer, og jeg har malet en del grene med æbleblomster.
“Dagene springer ud som blomster på livets træ”
Denne sætning er en meget smuk beskrivelse af tiden. Jeg fandt den i bogen “De gyldne sandaler” af Inger Schiøtt.
Sætningen forbinder jeg med alle de blomstrende frugttræer, som lige nu står i fuldt flor. De minder os om at glæde os over at være i live. Lad os huske at stoppe op og dufte til dem …
Du skal plante et træ.
Du skal gøre én gerning,
som lever, når du går i knæ,
en ting, som skal vare
og være til lykke og læ
– Piet Hein